Julepynt, del1

Hjem » Julepynt, del1
REKLAME

Jeg griber alle chancer at være kreativ og julen byder på rigtigt mange opskrifter. Kan det så også gøres for meget lidt penge eller ingen overhovedet, så er jeg endnu mere tændt.

Her kommer i hvert tilfælde mit bud på pynt til juletræet, som kan laves temmelig hurtigt og for meget få penge, eller ingen, hvis du har lidt garnrester liggende derhjemme.
Der findes som sagt et væld af opskrifter til julepynt på nettet. Det her er bare nogle jeg selv er faldet for (og jeg er ikke sponsoreret af nogle de steder jeg linker til).

En lille tak til mit lille plastic juletræ, som måtte stå model.

Stjerne

Denne stjerne har jeg strikket ud af en rest Drops Merino Extra Fine (50 g=105 m.). Jeg brugte mindre end et halvt nøgle og lidt vatfyld*. Min ligner lidt for meget en søstjerne. Den skulle nok have været hvid istedet, som på designerens billeder. Hendes ligner i hvert fald julepynt. Men den var sjov og hurtig at strikke.

Det var denne stjerne som blev brugt i den lige afsluttede konkurrence, da jeg syntes at måden den blev strikket på, simpelthen så så sjov ud. Man skal nemlig bruge 6 strømpepinde og en rundpind samtidigt.

Du kan finde opskriften gratis på engelsk, på designerens, Karolina Eckerdals, Ravelry side.
(1. dec. 2020: Opskriften findes nu også på dansk i Thea Rytters nye bog – “Strikket julepynt”.)

Juletræ

Det her hæklede juletræ er meget hurtigt afklaret. Jeg har brugt en trækugle, jeg havde liggende, samt en rest 8/4 bomuldsgarn.

Her er et link til gratis opskrift på det hæklede juletræ.

Julekugle

Denne julekugle er strikket på strømpepinde og bruger meget få gram garn samt lidt vatfyld*. Jeg havde en rest Drops Alpaca (50 g=ca. 180 m) liggende.
Jeg syntes simpelthen den er så sød.

Her er linket til gratis opskrift.
Der findes også en aflang og en flad version.

Juletræsstjerne

Jeg manglede simpelthen en juletræsstjerne. Så måtte jeg jo bare igang med at hækle en. Den tog lidt længere tid end de ovenstående projekter.
Den er sat sammen af to stjerner samt en holder. Alle dele er hæklede. Jeg har brugt almindeligt 8/4 bomuldsgarn samt sat “guldbånd” i for at pynte den lidt op. Der skal også vatfyld* i.

Link til gratis opskrift på juletræsstjernen.


Håber du har fået inspiration til dit julepynt til juletræet. Tag mig gerne på Instagram, hvis du laver noget af ovenstående eller vil inspirere os andre med nogle andre idéer. Eller skriv en kommentar i nedenstående felt.

Næste gang laver vi julepynt med strømpebukser…
så gem, hvis du har nogle der er gået huller i eller som er blevet for slidte.


(*Når jeg bruger vatfyld, som ikke skal bruges til babyting, køber jeg den billigste pude i Ikea, Turill pude til 12 kr, da rigtig bamse vatfyld simpelthen er for dyrt.
Babyting fylder jeg som regel med små rester af økologisk jerseystof. De bliver lidt tungere, men er bedre at bide i end vatfyld.)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top